• Dansk selskab regner med at forlade Rusland i år

    Source: BDK Finans / 15 Jan 2024 02:25:45   America/New_York

    Det danske medicoselskab Ambu, der producerer medicinsk udstyr til blandt andet hospitaler, ser langt om længe ud til at have fået styr på dets russiske exitplan. Det oplyser selskabets administrerende direktør, Britt Meelby Jensen, til mediet MedWatch. - Ambu har stoppet alt salg og opsagt alle distributionsaftaler i Rusland for flere måneder siden. - Med respekt for lovgivningen forventer vi at kunne afvikle vores forretning i landet fuldt ud inden udgangen af kalenderåret, lyder det i et skriftligt svar. Det er efterhånden længe siden, at Ambu første gang luftede idéen om at forlade det russiske marked. Det skete i sommeren 2022, nogle måneder efter landets invasion af Ukraine. Men juridiske udfordringer har besværliggjort planerne. Undervejs i processen har det været sparsomt med informationer fra selskabet. Både om baggrunden for beslutningen og problemerne undervejs. Den russiske del af forretningen har dog kun fyldt meget lidt af de samlede aktiviteter for Ambu, forklarer Britt Meelby Jensen. Efter invasionen var det vigtigt for selskabet at trække sig ud af landet på "den hurtigst forsvarlige måde", lyder det videre. Omvendt forholder det sig tilsyneladende for Coloplast, et andet dansk medicoselskab. Selskabet, der producerer sygeplejeartikler inden for områder som stomi, kontinens og hud- og sårpleje, har nemlig valgt at blive i Rusland. Ifølge MedWatch fremgår det af dets seneste årsregnskab, at det heller ikke umiddelbart har planer om at forlade landet. Coloplast oplyste i den forbindelse, at det holder øje med krigen i Ukraine, og at det primære fokus er "at værne om vores medarbejdersikkerhed og sikre, at vores omtrent 100.000 brugere i Ukraine og Rusland har adgang til produkterne". Også her udgør aktiviteterne i Rusland kun en meget lille del af den samlede omsætning. I indeværende regnskabsår regner selskabet med, at omsætningen i Rusland og Ukraine til sammen vil udgøre under en procent af koncernens samlede omsætning. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/dansk-selskab-regner-med-at-forlade-rusland-i-aar
Share on,